Rotary Skives Ambulance-projekt

I oktober 2023 ansøgte Skivehus Rotary Klub de to lokale fonde, "Spar Vest Fonden" og "Den Erhvervsdrivende Fond Sparekassen Midt Vest", om støtte til et projekt med levering af ambulancer/sygetransport til Ukraine, og begge fonde bevilgede os væsentlige støttebeløb.

Formålet er at indkøbe store velholdte og rummelige biler, såsom Institutionsbus, Invalidebil eller endog Varevogne og bygge dem om, så de kan fungere som Sygetransport eller måske endda ligefrem udstyre dem som Ambulance med akutudstyr og stabiliseringsudstyr. De skal leveres til egne af Ukraine, som ligger nær ved krigens frontlinjer, og hvor mange sårede og tilskadekomne kan forventes. Det kan være sårede soldater, som skal fra feltlazaret til hospital, eller sårede civile som skal til sygehus. Vi har kontakt til flere dygtige håndværkere i Salling, som har forstand på karosseri og indretning af varevogne.

I november gjorde vi vores første indkøb. Vi havde hørt, at et militært overskudlager stadig havde enkelte af de gode gammeldags feltbårer, som ikke bliver produceret længere. Solide, enkle, foldbare, lette og alligevel solide. De havde 21 bårer tilbage, så vi købte dem alle. Hvis hver transporter bliver udstyret med 3-5 feltbårer, så er der til 4-5 ambulancer/sygetransporter.

De skal indrettes med 2-4 hylder, hvor en glideskinne passer til bårens "fødder", så den lige kan skubbes ind og spændes fast, og så afsted. Imellem stativerne er der plads til en eller to  læger/paramedicinere/sygehjælpere/sygeplejersker som kan tilse og behandle patienterne under transporten.

På samme indkøbstur, hvor vi købte bårerne, var vi forbi et lille værksted med en Institutionsbus til salg. En Ford Transit med højt til loftet, fra 2001, men særdeles velholdt og med en dieselmotor med en rigtig god lyd. Har kørt 186.000 km, hvilket jo ikke er ret meget på 22 år. Fire vinterdæk med fælge var smidt ind i vognen. Monteret med lift, som vi dog vil afmontere og forsøge sælge (kender du en køber, så fortæl os det), og mange passagersæder hvor hovedparten dog vil blive fjernet.

Efter et par dages tænkepause, som især handler om, at fondsmidlerne først vil blive udbetalt, når projektet er gennemført eller tæt på, så derfor har vi brug for at stille kredit til rådighed for projektet. Det gør vi så i første omgang personligt med håbet, at vores klub også vil give os kreditten. Da vi fortalte sælgeren, at bilen skal til Ukraine, så røg prisen straks helt ned på 25.000 kr plus moms, og få timer senere var bilen vores. Nu går vi i gang med indretningen, og med at få en aftale med en ukrainsk juridisk enhed, som vil påtage sig ansvaret for at overtage den og donere den videre til den udrykningstjeneste, som vi udpeger. Dermed kan vi få momsen tilbage. Desuden skal vi have fundet ud af, hvordan vi får eksportnummerplader på en afgiftsfri bil, så den kan køre til Ukraine på egne hjul.

Vi fik doneret jern til indretningen af "Vinderup Jern og Stål". Hos "Dan-Varme" i Balling fik Darius lov til at oplagre, skære, svejse og bukke jernet. Pensionerede mekaniker Poul fjernede overflødig indretning og monterede stativet til bårene.og i øvrigt sørge for klargøring. Vi har fundet akutudstyr frem fra vores mange paller med hospitalsudstyr, som er pakket i plastkasser og skubbet ind under nederste bårestativ. En pulverslukker er monteret. Til slut fylder vi hele bilen op med dyner, tæpper, tøj og andet udstyr som kan bruges i forbindelse med driften af ambulancen.

Her i juni-juli er bilen klar til afgang og levering. Der er heftige kampe nord for Kharkiv, hvor også mange civile bliver involveret, så behovet for sygetransport er stort. Vi har fået kontakt til en anerkendt og godkendt transportenhed, som står for den lokale sygetransport, og de er i desparat mangel på alting. De skal have den, så snart vi har fået alle papirer og det praktiske i stand.

På årets længste dag i 2024 købte vi denne Fiat Scudo Combinato 2.0 I.E. AUT. fra 2002 som havde kørt 177.000 km for et ældrehjem og øjensynligt passet godt på da der kiun er en smule rust i skærmkanter. I princippet lidt for lille til evakuering i et krigsområde og desværre en benzinbil (man bryder sig ikke on benzin nær ved fronten) og ikke med bladfjedre (de kan bære mere), men den var billig (8.000 kr - sælgeren kunne godt lide formålet med bilen).

Der er monteret en handicaplift, som vi skal have fjernet. Og så skal der monteres en skinne i lastrummet som kan fastlåse en den båre, som vi fik for nylig; sammenklappelig og med hjul. Men derudover er den klar til afgang. Den vil ikke være velegnet på de hullede veje nær fronten, men lidt mere tilbagetrukken til evakuering vil den være fin. Efter planen skal den til Kherson snarest muligt, da de mistede den, som de havde. Den blev smadret i fronten, dog uden at nogen kom til skade.

TV MidtVest viste den 9. juli et indslag i nyhedsudsendelsen om klargøringen af Fiat'en, og det blev fulgt op i DR P4 morgenradio og ovenikøbet ad to omgange. Endelig kom DR TVA forbi og sendte landsdækkende et indslag om klargøringen.

Sidst i november kom den afsted.


Der var mange som så TV-avisens indslag og meldte tilbage med tilsagn om støtte. En af dem spurgte om vi ville tage imod TRE fuldt ekviperede ambulancer, Mercedes Sprinter med automatgear og 190 HK motor. Derfor drog vi mandag 19. august afsted for at få dem overdraget og kørt hjem i kortege. De har kørt mange kilometer. To af dem 650.000 km og en kun 350.000 km, men de er holdt vedlige i eget værksted, så ved en kontrol herhjemme viste de sig fejlfri og klar til drift. Nu skal de klargøres og fyldes op med grej, og så er det bare afsted til Ukraine hurtigst muligt.

Vores venner i Kherson som fik den første blå ambulance fortalte, at de havde et stort behov for at få en AKUT-BIL som kunne transportere en paramediciner ud i en fart for at klare den akutte situation, før selve transporten skulle gennemføres. Derfor købte vi den 23. august 2024 en gammel firehjulstrukken Mercedes Benz ML 270. Den havde kørt 330.000 km og er 22 år gammel, men kører rigtig fint.

Ukrainske Valentyna ville gerne hjem og hilse på familien, så hun kørte den til Kiev, hvor den 2. september blev afleveret til vores ven, Oleg. Den kommer til at samarbejde med den blå Ford Transit, som de modtog fra os først i juli.

Før afgang fyldte vi bilen op med 65 par varme handsker, 40 par nye støvler, 2 pakker håndklæder (48 stk), 3 førstehjælpskasser og så blev tomrummet fyldt op med 12 nye dyner. Ting som vi har modtaget fra gode folk rundt i Danmark. Noget af det som de har indkøbt, før de donerede.


Mobilepay 557500