December 2023: Anden køretur til Ukraine

Vinteren kom pludseligt herhjemme sidst i November og ligeså i Ukraine - især i den sydlige del med voldsom snestorm. Området omkring og syd for Kherson er hårdt ramt af vejret, af sommerens oversvømmelse på grund af dæmningsprængningen og nu også kampe i området syd for Kherson. Derfor kunne vores udfarende kraft ikke vente længere. Han kørte derfor alene afsted mod sydøst, efter at have afsøgt vores kreds for en medchauffør. Han kørte afsted den 7. december.

Bil og trailer indeholdt:

32 pulverslukkere + Køkkenovn med 4 kogeplader + Elvarmeovne + Sikkerhedshjelme + Værktøj + Medicinsk udstyr + Dyner og sengelinned + Diverse tøj (sweatshirts, heljakker, sikkerheds bukser og jakker, regntøj, arbejdstøj) + Sko + Handsker + Beskyttelsesbriller + Nødhjælpskasser + Håndcreme + Håndsæbe + Computer og skærm + TV-skærm + Generator + Stearinlys til varme og madlavning.

Det meste efter bestilling fra en lokal NGO, som havde plukket ud fra vores lagerliste, hvorefter vi fyldte op til vi nåede vægtgrænserne for, hvad der må køres med.

Vejret og føret var ikke optimalt, men kunne dog være værre det meste af tiden, og også bedre noget af tiden. Under alle omstændigheder var det trættende at køre så langt for det meste i dårligt sigt. Først nede sydpå begyndte tegnene på krig at vise sig. Omkring Mykolaiv sås den gamle frontlinje fra før ukrainerne tilbageerobrede området, og nærmere Kherson var der nyere ødelæggelser og nødtørftige reparationer.

En af årsagerne til at Kristen ville helt til Kherson, er at vi havde fået kontakt til en lokal hjælpeorganisation, som vi gerne lige ville se i øjnene og aftale nærmere med. Vi havde også sendt 3 pallefulde af vores lille ovn dertil, og skulle lige aftale hvordan de skulle håndtere uddelingen. De viste sig alle at være gode, troværdige og pligtopfyldende folk, så nu har vi etableret en venskabsforbindelse med dem.

Grejet blev læsset af, men så begyndte russerne at sende artillerigranater ind over byen på må og få. I løbet af eftermiddagen og aftenen eksploderede knap 600 granater tilfældige steder i byen. Kristen skyndte sig at sige farvel og kørte ud af byen ret tæt på nogle nedslag, og nåede Mykolaiv samme aften. Derfra videre til Kiev næste dag.

I Kiev blev det kraftigt snevejr, så næste dag var det et bøvlet ælte at køre i med meget langsom fremfærd til Lviv. Næste dag til midt i Polen og derefter hejm til Salling. Træt og udaset, men tilfreds med et rigtig godt resultat på alle fronter.


Mobilepay 557500